Artikler

Start / Artikler / Udendørs lokum – in at være ude

Udendørs lokum – in at være ude

I dag er det en selvfølge for de fleste at have et toilet i boligen. Når behovet melder sig, går man derud og skyller nemt "alle beviser" ud med vandet gennem afløbsrøret. Men for blot hundrede år siden var det ikke givet at have et vandkloset i boligen, og går man blot nogle ekstra årtier tilbage i tiden, var et toilet lig med et tørkloset i eget hus, et såkaldt udendørs das (eller lokum).

Måske er vi på vej tilbage til naturen i dette henseende. Den større miljøbevidsthed har fået os til at indse det urimelige i at blande førsteklasses gødning med vand og skylle det væk til et rensningsanlæg. Tørklosettet er kommet for at blive. Der er formuldingstoiletter, forbrændingstoiletter, komposterende toiletter, og forskellige typer af separeringsfunktioner, der deler det tørre og våde affald for at fjerne lugten.

Næste skridt er at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi går på toilettet i det samme hus, som vi lever i. Mennesker er det eneste dyr, der synes at have glemt logikken i, "at man ikke skider i egen rede". Denne genvurderingsproces er allerede i gang. Såvel indretningsmagasiner som byggeprogrammer i TV taler poetisk om "det lille hus" og dets mange fordele. Foruden at afføringen kan forvandles til god muldjord, slipper vi også for mange problemer, hvis vi fravælger et WC. Afløbssystemet bliver nemmere og betydeligt bedre at arbejde med, hvis det værste, der slippes igennem, er opvaskevand.

Det kræver også plads at have et toilet i boligen. Det er et helt rum, der bare bruges nogle minutter om dagen, og som desuden ikke kan placeres hvor som helst. Man skal ydermere tænke på afløbsaspekterne og lyden, og det er ikke tilladt at have toilettet i forbindelse med køkkenet.

Mange vil fortsat gerne have et vandskyllende toilet i huset, men det er ikke en dårlig idé at have en backup i form af et udendørs lokum. Hvis ikke derhjemme, så i sommerhuset. Hvorfor trække afløb og risikere lækager, oversvømning, eller at vandet fryser, når alt der egentlig er behov for, er en tønde?

Et udendørs lokum er ikke bare praktisk, det er også hyggeligt at have et helt hus for sig selv, når man skal have lidt privattid. Glem lugten! Den kan fjernes med udsugning (gerne solcelledrevet), læsket kalk eller parfumerede sanitetsvæsker. Et fint udendørs das er ikke det mindste smule ulækkert, det er både naturligt og hyggeligt.