Artikler

Havepavillonens historie

Havepavilloner er i dag ultrapopulære, men det er egentlig ikke nogen nyhed. Allerede tilbage i 1600-tallet, da renæssancehaverne blev udstyret med labyrinter, satte man havepavilloner op i denne type miljøer. Siden fulgte barokhaverne med deres geometriske mønstre og lysthuse. I anden halvdel af 1700-tallet kom romantikkens haver og engelske parker til. Væk var de rette vinkler og labyrinterne, og i stedet stod den på slingrende grusgange, broer med hvælvinger, uregelmæssige stensætninger og - igen - havepavilloner.

Det var tilbage i 1700-tallet, at der var flest havepavilloner, men i de finere haver har de altid eksisteret siden dengang, de kom på mode. Af og til i form af drivhuse, og de skulle helst være opvarmede, og da ofte under navne som orangerier. Men det er ikke kun i by- og slotsparker, at havepavillonen har fundet sin plads. De har også eksisteret i private villahaver, både nu og tidligere. Da kolonihaverne blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet, og der blev sat små kolonihavehuse på dem, blev de også kaldt for havepavilloner. Dem, der ikke havde deres eget landsted (og det var der ikke mange, der havde på den tid), kunne på den måde få deres eget lille sommerhus i form at en kolonihave med et lille hus.

Eftersom havepavillonerne findes i mange dele af verden, har udseendet også hentet inspiration fra forskellige lande, blandt andet Kina, Grækenland og Italien. Havepavilloner kaldes også for lysthuse og kommer fra det tyske ord lusthaus, der stammer fra Edens Have i biblen, og dermed paradiset. Hvem vil ikke gerne have sit eget lille paradis? Lige fra starten kunne en havepavillon tage sig ud på en række forskellige måder. Den kunne eksempelvis være firkantet med et skråt loft. Men nu til dags er havepavillonerne ofte ottekantede med et spidst konformt tag. Eller runde. Når man bygger i træ, er det dog næsten umuligt at gøre dem helt runde, så her bliver oktagonformen et kompromis. De fleste havepavilloner har mange vinduer, og en hel del har vinduer rundt om, selv i dørene, så der strømmer lys ind fra alle sider. Herigennem får man illusionen af, at man befinder sig udendørs. Det er heller ikke givet, at en havepavillon kun har én etage, men i villahaver bliver det svært at få en to-etagers havepavillon til at smelte naturligt ind i omgivelserne.

Uanset om havepavillonen bliver placeret i en slotshave eller på en villagrund, bør den på en diskret og sofistikeret måde smelte ind i havemiljøet, samtidig med at den sætter sit eget præg. Sammen med sine ejere naturligvis, som vælger farve og design.